Bygningsmassen på Tjele Gods spænder bredt. Her findes både moderne driftsbygninger, ko- og hestestalde, lader, værksteder, private udlejningsboliger samt fredede og historiske bygninger med rødder flere hundrede år tilbage.
Når vi arbejder med håndværk på Tjele Gods, sker det med øje for detaljen og med respekt for bygningernes historie, alder og oprindelige formål.
Det betyder blandt andet, at vi arbejder med materialer og løsninger, der passer naturligt ind i de eksisterende rammer og omgivelser. Det kan være kampestenssokler opbygget af egne marksten, restaurering og kitning af mere end 100 år gamle vinduer eller nænsom rengøring og genanvendelse af oprindelige mursten, så de kan bruges videre i bygningernes næste kapitel.
På den måde arbejder vi for at bevare bygningernes karakter og samtidig styrke dem til fremtiden.
