Kalv & Ko

På Tjele Gods arbejder vi målrettet for at skabe de bedst mulige rammer for vores dyr. Derfor har vi indført Kalv & Ko-princippet, hvor kalven får mulighed for at vokse op sammen med en ko og die naturligt i stedet for at få mælk fra en spand.

I dag kælver alle køer fra vores største gård i vores Kalv & Ko-stald. Det er samtidig fra denne gård, at mælken til Tjele Gods Rendyrket Økologi-mælkekartonerne kommer. Selvom reglerne i økologien tillader, at kalv og ko adskilles efter 24 timer, vælger vi at lade kalven gå sammen med en ko i mindst tre måneder. Her har kalven fri adgang til mælk og mulighed for at udleve en mere naturlig adfærd.

Vi arbejder løbende på at udvikle og forbedre systemet. Vores ambition er, at kalven skal gå sammen med sin egen mor i de første 2-3 uger, før den overgår til en ammetante. I dag er kalven typisk sammen med sin mor i 1-3 dage efter fødslen, og vi arbejder kontinuerligt med at forlænge denne periode i takt med, at vi opbygger erfaring og finder de bedste løsninger for både køer, kalve og medarbejdere.

Kalv & Ko er et vigtigt initiativ i vores arbejde med at forene høj dyrevelfærd, faglig udvikling og moderne mælkeproduktion. Samtidig ser vi et stort potentiale i at skabe ny viden på området. Derfor er vi i samarbejde med Aarhus Universitet Foulum ved at opstarte et forskningsprojekt med fokus på Kalv & Ko-systemer, som skal bidrage med ny indsigt i både dyrevelfærd, management og fremtidens økologiske mælkeproduktion.

Gennem praktiske erfaringer, forskning og løbende læring ønsker vi at bidrage til udviklingen af et landbrug, hvor hensynet til dyrenes naturlige behov spiller en central rolle.

Leave a Reply