På Tjele Gods har vi siden december 2025 indført et Kalv & Ko-princip som en del af vores arbejde med at udvikle fremtidens økologiske mælkeproduktion. Hvor økologien tillader adskillelse af kalv og ko efter 24 timer, vælger vi at forlænge den periode, hvor kalven går sammen med en ko i mindst tre måneder.
Når kalven vokser op med et Kalv & Ko-princip, har den døgnet rundt adgang til at die hos en ko, samtidig med at den indgår i et socialt miljø med både køer og andre kalve. Vi ser det som en vigtig del af dyrevelfærden, at kalven får mulighed for at udvikle sin adfærd i samspil med andre dyr – tættere på det, der ville ske i naturen.
